Ståltag - Pas på med nyt tag ovenpå det gamle
Ved blot at lægge nye stålplader ovenpå det gamle eternittag for at spare penge her og nu, kan du lægge en bombe under husets sundhed, og du får ikke løst et alvorligt problem med potentielt sundhedsfarlige, asbestholdige eternitplader
En tagudskiftning er for de fleste husejere en stor post på budgettet, der nemt løber op i flere hundrede tusinde kroner. Og på mange måder er det en rigtig ærgerlig udgift, for i modsætning til for eksempel et nyt køkken eller et nyt badeværelse, er et nyt tag sjældent noget man oplever som en stor forbedring i det daglige. Derfor er det da også en fristelse at skyde genvej med en billigere løsning end en traditionel udskiftning af hele taget.
I de to årtier fra 1960-1980 blev der bygget omkring 450.000 nye parcelhuse i Danmark, og en stor del af dem var typehuse, der blev forsynet med en let og økonomisk tagbelægning af bølgeeternitplader. Parcelhusene når i disse år en alder, hvor det er nødvendigt at renovere taget, og her vælger mange en løsning, hvor man bevarer hele det eksisterende tag, og simpelthen monterer en ny belægning af profilerede stålplader ovenpå den gamle tagbelægning.
Det gamle tag og tagtilbehør såsom tagrender og nedløbsrør bevares, og der monteres blot afstandslister og nye lægter på det gamle tag som underlag for de nye stålplader, der skrues fast. Oven på de gamle eternitplader monteres der afstandslister og nye lægter som de nye stålplader skrues fast i. Den gamle tagbelægning fungerer således som undertag for de nye plader, der er lette og hurtige at montere. I et moderne tag er det undertaget, der fungerer som tagets egentligt vandsikring, da de færreste tagbeklædninger er 100% tætte i sig selv. Løsningen koster i runde tal mellem halvdelen og en tredjedel af, hvad en komplet ny løsning med tagtegl koster.
Problemer i taget overses
Der er således klare fordele ved løsningen, men ifølge bygningskonstruktør Thomas Vester, der er partner i rådgiverfirmaet Compara, som hjælper private husejere med renovering af tag og facader, er det ikke desto mindre en løsning, der kan være meget problematisk.
- Det er simpelthen ikke en løsning som vi anbefaler Comparas kunder, siger Thomas Vester.
- Der er op til 30 års produktgaranti på de nye stålplader, så som kunde vil du tro, at du får et nyt tag, der holder 30 år. Og ja - du får her og nu et tag, som er tæt og ser pænere ud end det gamle, men det er en kortsigtet løsning, der kan blive meget dyr på længere sigt. I bedste fald kan det nye tag måske holde tæt i 15-20 år, men du risikerer også at få store problemer i løbet af få år, siger Thomas Vester.
- Normalt når man laver en grundig tagrenovering, så piller man den gamle tagbeklædning af, således at man får adgang til de underliggende tagkonstruktioner, og kan kontrollere, hvilken stand de er i. Når man bare lægger en ny tagbeklædning ovenpå den gamle, så vil man ikke kunne opdage om der er alvorlige problemer i taget med råd og nedbrudt træværk, rust og en dårlig dampspærre, forklarer Thomas Vester
- Desuden skal det gamle tag jo fungere som undertag for det nye, men når man monterer den nye stålbeklædning borer man ned gennem det gamle tag og skaber utætheder, hvilket er uheldigt, hvis der opstår utætheder i den nye tagbelægning eller hvis der kommer kondensvand på undersiden af stålpladerne som drypper ned på den gamle eternitbelægning, siger Thomas Vester.
Begrænset mulighed for efterisolering
Rent arkitektonisk er "nyt tag oven på det gamle"- løsningen heller ikk lykken, da den gør taget tykkere og mere klodset at se på. Ligeledes vil det af tekniske årsager også være meget begrænset, hvor meget det er muligt at efterisolere taget ved denne løsning, og derved går husejeren glip af en mulig gevinst på varmeregningen.
- Stålbeklædning er sådan set fin nok, men man skal gøre det ordentligt og nedtage den gamle tagbelægning og eftergå og reparere de eksisterende konstruktioner, spær, isolering, dampspærre og så videre for at få en holdbar løsning, og det koster jo flere penge, siger Thomas Vester.
- Reelt kan man måske spare et par hundrede kr. pr. m2 på materialepris og lægter i forhold til en dyrere tagbeklædning, i alt 35-40.000 kr., og så er der jo ikke langt op til et rigtigt tegltag, der typisk vil koste omkring 300.000 kr., men til gengæld holder mindst 30-40 år, fortæller Thomas Vester.
Dobbeltmoral omkring asbestproblemer
- Når det gælder f.eks. skoler, så er man fra myndighedernes side meget hurtig til at fjerne byggematerialer, der indeholder asbest, hvis der er blot den mindste risiko, men når det gælder vores boliger, så er det åbenbart ikke noget problem, at vi ligger og sover i huse, hvor der er asbest i taget - faktisk synes jeg det er direkte dobbeltmoralsk, siger Thomas Vester.
Eternitplader fra før 1984 indeholder altid asbest, som kan give lungekræft og lungehindekræft, og derfor gælder der skrappe arbejdsmiljøregler for tagpladerne, som kun må håndteres af professionelle når det gælder nedtagning og andre arbejder på taget. Hvis pladerne er hele, er det ikke problematisk, at de ligger på taget, men hvis der bores, skæres og slibes i pladerne eller, hvis de trykspules, vil der blive frigivet farligt asbeststøv.
- Det undrer mig, at der er så lidt fokus på det aspekt ved de gamle eternittage. Når du monterer et ståltag på det gamle eternittag, vil det jo drysse ned med eternitstøv på isoleringen på loftet og ned i haven, når der bores og arbejdes med taget. Og der bliver jo i det hele taget frigivet asbestfibre, når de gamle eternittagplader går i stykker og nedbrydes af vand og vind forklarer Thomas Vester.
- Man skal også som husejer være opmærksom på, at hvis man vælger en sådan tagløsning, så flytter man reelt problemerne og udgiften til bortskafning af de asbestholdige eternitplader til senere. Jeg mener klart, at det vil give problemer ved et senere salg, hvis man har et tag, hvor man ikke er gået i dybden ved tagrenoveringen, og hvor der ligger asbestholdige tagplader inde i taget, siger Thomas Vester.